Om os - Ejendomsmægler Mads Bruun på Bornholm

OM OS

Det handler om kærlighed. Kærlighed til Bornholm, til boliger, til branchen og ikke mindst kærlighed til hinanden. Da vi faldt for hinanden, havde Mads to ejendomsmæglerbutikker under eget navn i Charlottenlund og Hellerup. Nanna var vendt tilbage til rødderne på Bornholm efter en årrække i udlandet og København. Kærligheden vandt, og vi var ikke i tvivl om at Bornholm var stedet, hvor vi skulle bo. Mads er fra barnsben af kommet på Bornholm og har familie bosat på øen. Samtidig har Mads løbende gennem årene været med til både at vurdere og sælge boliger på øen. Så efter 25 år som ejendomsmægler i Nordsjælland, blev butikkerne solgt, og beslutningen om at starte firma sammen blev taget. Vi springer ud i det med kontor på Nørresand i Gudhjem, og med fokus på det personlige møde, nærvær og tilgængelighed.

For os var det oplagt at starte sammen. Vi supplerer, også rent fagligt, hinanden godt. Mads er uddannet ejendomsmægler og valuar MDE og står for alt det juridiske omkring køb og salg, mens Nanna med en kandidatgrad i kommunikation står for udvikling af al salgsmateriale, markedsføring, sociale medier og styling af hver enkelt bolig. Hvor vi på den ene side supplerer hinanden, så deler vi også de samme værdier, når det gælder integritet, professionalisme og nærvær. Vi går op i at give feedback på selv de mindste detaljer og går meget op i at forventningsafstemme med både købere som sælgere. Vi er begge to ude, når en bolig skal vurderes, hvor vi lægger mærke til forskellige detaljer, der gør salget stærkere. Vi er med i alle led, og hos os har du kun os som sagsbehandler hele vejen igennem processen.

Vi går op i at fremtidssikre Bornholm, og især de små kystbyer, hvor der er bopælspligt. Her skal være liv hele året, husene skal have lys i vinduerne og der skal være børnestemmer i gaderne. Vi har alle et ansvar for, at vores huse bliver solgt til folk, der rent faktisk vil bidrage til øen, og vi vil gøre vores for at orientere om den gældende lovgivning på området. Derfor er det for os mindst lige så vigtigt at pointere, når et hus har bopælspligt, som når det ikke har. Igen, dette leder os tilbage til vores værdier som mennesker og ejendomsmæglere. Vi mener at integritet og at kunne se både køber og sælger i øjnene efter endt samarbejde er fundamentalt, og vi gør ikke noget halvt.

 

MADS LÖWE BRUUN  , EJENDOMSMÆGLER & VALUAR MDE
Med 25 års erfaring som ejendomsmægler i Nordsjælland, de sidste mange år i lokalområdet Charlottenlund og Klampenborg, har jeg de seneste år haft egne butikker. Jeg er stolt af at have opnået at være den lokale ejendomsmægler i Gentofte Kommune, der har de mest tilfredse sælgere.

Gennem årene har jeg med stor succes solgt alt fra den lille studielejlighed, til landejendomme i Nordsjælland og nogle af Danmarks dyreste huse nord for København. Uanset størrelse og pris, sætter jeg en ære i at yde en personlig og individuel service og rådgivning – og mit mål er, at du til hver en tid vil anbefale mig til dine venner og familie. Dette er lykkedes gennem en individuel og personlig service med en tæt dialog – og både sælgere og købere har anbefalet os vidt og bredt. Jeg er beæret og ydmyg, og er meget bevidst om at en sådan anbefaling forpligter. Det er en stor beslutning at købe og sælge bolig, som de fleste gør meget få gange i deres liv. Derfor er det ekstra vigtigt, at jeg brænder for det jeg laver, og at jeg har hjertet med på arbejde hver eneste dag-nu på Bornholm, hvor jeg er kommet fra barnsben og har familie.

 

NANNA LÖWE BRUUN  , CAND.COMM
Med kommunikation som min helt store passion har jeg har siden 2000 arbejdet med kommunikationsopgaver, primært indenfor mode, bolig –og livsstilbranchen, hvor jeg også har arbejdet som stylist. Jeg har derfor stor erfaring med formidling af både tekst, salg, sociale medier, styling af boliger og markedsføring i både trykte og online medier. Jeg elsker at fordybe mig i de helt små detaljer omkring en tekst, hjemmeside eller opgave, men samtidig er jeg ikke bange at grise mig til, og bære rundt på den helt tunge sofa, så boligen, også på billedmaterialet, står så skarpt som muligt. Det er mig der sørger for, at vi når så bredt ud som muligt og møder kunden til din bolig, der hvor de nu engang er.

Ud over min professionelle baggrund, så er jeg indfødt bornholmer, der efter små tyve år væk fra Bornholm, sammen med familien er vendt hjem for at bosætte os i Gudhjem, hvor mine bedsteforældre og min mor er vokset op. Jeg har et bredt relevant netværk, et dybdegående kendskab til Bornholm, de kulturhistoriske attraktioner, den frodige natur, seværdighederne, nyeste erhvervsmæssige tiltag og begivenheder, lokale traditioner, og jeg bliver aldrig træt af udforske øen og dele min store passion for Bornholm med omverdenen. For mig er det en hjertesag at værne om Bornholms kulturelle arv, og at bakke op om at de bornholmske kystbyer bliver ved med at være byer, hvor der bor mennesker i husene året rundt.


FØLG OS PÅ INSTAGRAM

Til top